Når min kat skal bedøves

Når din kat skal i fuld bedøvelse, -eller narkose som det også kaldes vurderes patienten altid af dyrlægen inden. Mange af de patienter der kommer på klinikken kender vi en del til i forvejen, og har derfor allerede en god ide om eventuel sygehistorie på dyret, og generel almen tilstand.

Faktorer som alder, race, overvægt og eventuelle sygdomme har nemlig stor betydning for hvordan et narkoseforløb skal planlægges og forløber. Ved risiko for komplikationer, f.eks. ved dårlige nyrer vælges ofte en anden bedøvelsesprotokol end for sunde og raske dyr.

Hvis der er tvivl om kattens almen tilstand, ved bedøvelse af syge samt gamle dyr, tages der præoperative blodprøver. Disse fortæller os hvordan kattens  lever og nyrer fungerer. Organernes tilstand  er vigtig at vide noget om i forbindelse med en narkose, idet omsætningen og udskillelsen af bedøvelsesmidler sker via disse organer. Blodprøverne viser også hvordan status er på de røde og hvide blodlegemer, og blodprocenten bliver målt. Dette er især vigtigt i forhold til operationer hvor der er risiko for blodtab. Vi tager aldrig blodprøver på din kat uden at have en klar aftale med ejer om dette først.

Det er vigtigt at din kat møder fastet hos dyrlægen inden det skal i narkose. Rent praktisk betyder det at du gerne må give aftensmad til katten, men ingen foder efter dette. Vand må serveres i hele perioden.

Anderledes forholder det sig hvis du har en kat med sukkersyge,eller anden sygdom, eller hvis du har en killing. Der skal du følge de anvisninger vi har givet dig her på klinikken inden tid.

Når du ankommer til klinikken vil det ofte forgå således, at vores veterinærsygeplejerske tager imod patienten. Mange ejere har et ønske om at komme med ind når dyret skal bedøves. Vi har her på klinikken taget den beslutning, at det ikke er en mulighed, andet end i helt specielle tilfælde.

Vi oplever simpelthen et bedre narkoseforløb for patienten, hvis nervøse ejere ikke er tilstede. Dyrene slapper mere af, idet vi som klinikpersonale har fuld fokus på patienten og god arbejdsro. Vi lægger STOR vægt på at vores patienter bliver behandlet med rolig og sikker håndtering.

Selve narkoseforløbet starter med at katten får en injektion med bedøvelsesmiddel i en muskel. Dette gør at katten falder stille og roligt i søvn. Hvis det er et større indgreb der skal foretages får patienten  ilagt et venekateter i forbenet. Dette skal bruges til at indgive bedøvelsesmiddel til vedligehold, væsketerapi samt andre typer af medicin der kan være nødvendigt at give direkte i blodet. Ved mindre indgreb ilægges der ikke venekateter.

Når katten  er faldet i søvn, kan der ved større operationer eller ved meget syge dyr, ilægges en iltslage i luftrøret således at vi kan kontrollere vejrtrækningen, hvis dette bliver nødvendigt. Patientens sikkerhed er vores højeste prioritet.

Her på klinikken gør vi meget ud af at benytte lokalbedøvelse. Også til patienter i fuld narkose. Vi bruger det som udgangspunkt altid. Jeg oplever et bedre operationsforløb, og patienter der har en rolig og stabil opvågning, uden for meget smerte. Patienten smertedækkes således både med medicin der virker på hele kroppen, samt lokalbedøvelse.

Efter operationen skal patienten holdes varm, og katten bliver nøje overvåget under opvågningen. Hvis vi vurderer at katten efter opvågning er klar til at komme hjem, ringer vi efter ejer.

Derhjemme er det vigtigt at holde katten indenfor, eller i varme omgivelser mindst i et døgn. Det vigtigste i kan give katten, er ro og varme. Små måltider og frisk vand tilbydes.

Hvis man som kæledyrsejer har spørgsmål eller bliver i tvivl om noget, er det vigtigt at ringe og snakke med os på klinikken. Det er vigtigt for os at både patient, -og ejer føler at de har haft et godt og trygt narkoseforløb.

Kontakt os

Ring på tlf. 97 17 50 40

Mail på info@dhvb.dk

Du er velkommen til at bestille tid

via TIDSBESTILLING eller kontakte

os via formularen nedenunder.

 

Kontaktoplysninger

  • Dyrlægehuset Videbæk
  • Ørnevej 1
    6920 Videbæk

  • Telefon: +45 97 17 50 40
  • Email: info@dhvb.dk
 

Følg Dyrlægehuset Videbæk på Facebook

  

Tilmeld Nyhedsbrev